Sådan startede det.

Sådan startede det hele……..

Vi fem i initiativgruppen havde hver for sig gået rundt med interessen for modeltog, nogen meget længe og andre i kortere tid. Efterhånden kom vi til, lidt tilfældigt og sporadisk, at snakke med hinanden om vores interesse. Modeltog blev efterhånden hurtigt bragt på bane, når vi mødtes lidt på kyds og tværs, og vi fandt ud af at vi alle kendte nogen, som havde ”noget Märklin, Lima eller Fleischmann” liggende på loftet eller i en skuffe. ”Men der er ikke rigtig plads til en permanent bane i huset, så toget har faktisk ikke kørt i mange år” lød det tit. Andre havde et større eller mindre anlæg i gang, men ikke så mange at dele interessen med. ”Pokkers der ikke er en klub her i Skive!”
Vi snakkede lidt mere, og enden blev at vi ville forsøge at starte en klub. Jørgen tog kontakt til Viborg Modelbaneklub, om vi måtte besøge dem. Det var vi velkomne til, og der blev aftalt en dato, hvor vi kunne komme. De var meget venlige og fortalte os, hvordan de var startet, og vi så hvordan deres klubaften forløb. Det blev til et par gode timer, og det var faktisk første gang vi fem var samlet på én gang.
Da så Karsten fik os med på at deltage i Sparbanks videokonkurrence, kom der skub i sagerne. Vi var ude at ”gafle” stemmer, og kom ad den vej i forbindelse med mange, der var interesserede i en klub. Så derfra ”kørte toget”; det gik næsten lidt for hurtigt for os, men det gjaldt jo om at ”holde dampen oppe”, så folk i området var klar over, at der nu skete  der noget.
Den stiftende generalforsamling d. 23. marts viste da også med over 40 deltagere, at grundlaget var der,  og  at vi havde chancen for at få en fornuftig start på klubben.

Nu var den store opgave for os jo så at finde egnede lokaler, der ikke med en evt. leje oversteg budgettets smertegrænse. Klubbens medlemmer og andre interesserede, blev bedt om at overveje, hvor der evt. kunne være mulige lokaler, vi ikke havde haft i tankerne.
Vi håbede meget at kunne få en aftale i stand omkring Skive Station, hvor der da var ledige lokaler. Vi syntes da det ville være oplagt at ”høre til” der, og vi forsøgte at bane vejen med bl.a. følgende argumenter:
"Med intentionerne om at vores anlæg skal omfatte Gl. Skive H, Ny Skive H, Glyngørebanen og Vestsallingbanen samt markante bygninger fra egnen i rigtig skala, vil der måske også være lokalhistoriske interesser, som kunne komme ind over projektet med ideer og backup. Det nuværende Skive H ligger jo centralt, så turister, skoleklasser og andre ville have let adgang til at se, hvordan banerne fra starten satte deres ”spor” i  Skive – Salling området.."
 
Det blev jo af flere grunde ikke til noget, og det gik på samme måde med et par andre lokaliteter vi fandt frem til.
I stedet var vi så heldige, at der viste sig muligheder for at leje nogle rigtig gode lokaler i Slotsgade. Her "bor" vi så nu, hvad man kan se mere om andre steder på hjemmesiden.S
 

Vi bruger cookies, ved at du klikker dig videre til næste side, accepterer du hjemmesidens brug af cookies.
Du kan også acceptere cookies ved at klikke her