MJBK drejeSKIVen fik pludselig en uventet chance, for at være "togfører" for en noget anderledes og temmelig unik Musikalsk og kulturel oplevelse.
Koncerten LAND finder sted den 24. september i KCL kl. 19,30
LAND Live er ikke bare en koncert. Det er en totaloplevelse. LAND er et usædvanligt samarbejde mellem musik, billedkunst og film. Et kærligt tvær-kunstnerisk portræt af årstidernes Danmark.
Da Kristian Lilholt i 2006 så billedkunstner Carsten Franks værk LAND, blev han fuldstændig tændt. De otte store, imponerende landskabsmalerier med tilhørende digte nærmest bad om at blive sat i musik. I de følgende år komponerede Kristian Lilholt original musik og sange over LAND, og indspillede musikken med en skøn blanding af kompetente danske musikere og sangere.
Filmproduceren Kim Søgaard blev inviteret til at give LAND en 4. dimension, og han producerede otte originale film over malerierne, lyrikken og musikken. Den færdige LAND boks, indeholdende en CD, DVD og bog blev præsenteret i starten af 2012, og er allerede produceret i mere end 22.000 eksemplarer. En engelsk udgave er også produceret.
Kristian Lilholt er en fremragende komponist, og musikken til LAND er stemningsfuld, original og iørefaldende, trods dét at den er gennemkomponeret uden ét eneste tilbagevendende omkvæd.
Internationalt anerkendte danske instrumentalister som Michala Petri og Benjamin Koppel medvirker på LAND Live, sammen med Kristian Lilholt, Nanna Lüders og de 2 unge sangerinder Ida Friis Virenfeldt og Kajsa Vala. Et kompetent rytmisk band med klassiske islæt bakker solisterne op.
Koncertens første afdeling vil blive en opførelse af alle otte LAND sange i samspil med LAND filmene vist på storskærm. Anden afdeling omfatter de medvirkende solisters bedste sange, fx 'Den Lukkede Dør' (Kristian Lilholt), 'Morning On Gibraltar (Ida Friis Virenfeldt), 'Buster' (Nanna) og mange flere, samt et scoop: For første gang vil man kunne opleve Michala Petri som solist i rytmisk musik. Kristian Lilholt har komponeret et originalværk til hende.
Efter fire koncerter i efteråret 2012, kommer dette tværkunstneriske islæt nu ud til større dele af Danmark. Efter de positive tilkendegivelser sidste år, hvor ordet fantastisk var det dominerende ord, er det os en glæde at besøge Kulturcenter Limfjord tirsdag 24. september 2013 med koncertstart kl. 19.30, fortæller Kristian Lilholt.
Samtidig vil det helt ekstraordinært være muligt at opleve de otte store, originale LAND malerier i forbindelse med koncerten. Billederne fylder beskedne 2 x 22 meter, og de viser så meget af det Danmark som alle vi, der er vokset op her i landet, har helt inde under huden. Værkerne ejes af Jyske Finans i Silkeborg, og er ikke normalt offentligt tilgængelige, men LAND holdet har lånt dem med på turen i efteråret. Maleri-udstillingen åbner kl. 16.00.
Koncerten er i samarbejde med KCL.
Billetter kan købes ved henvendelse til MJBK drejeSKIVEn eller på Billetnet.
Se et udrag af koncerten HER.
Tekst: Karsten Mortensen